Elefanten i glasbutikken

Her sad vi alle og troede, at eurokrisen havde fundet en om ikke hel så i hvert fald halv løsning i sidste uge, hvor EU’s stats- og regeringsledere vedtog den store redningsplan for Grækenland. Men med den græske premierministers absolut upassende udmelding om, at der skal afholdes en folkeafstemning om aftalens indhold, er der igen skabt usikkerhed om euroområdets fremtid. Og dermed har EU endnu engang demonstreret, at unionens politiske beslutningsproces bedst kan sammenlignes med en elefant i en glasbutik.

For mens eurokrisen er forholdsvis ny, kan der argumenteres for, at roden til krisen blev lagt allerede da euroområdet blev født. Al erfaring tilsiger, at møntunioner kun kan overleve på lang sigt, hvis de lande, der indgår i unionen også er bundet sammen i en videregående politisk union. Det blev der faktisk også lagt op til i den såkaldte Werner-rapport fra 1970, som ret detaljeret beskrev, hvordan EF kunne danne en økonomisk og monetær union i tre faser frem til 1980. Foruden en fælles pengepolitik skulle også en række beslutninger om finanspolitikken træffes i fællesskab.

Planerne om en europæisk møntunion blev dog ikke til noget bl.a. på grund af den første oliekrise i 1973-74, og blev først for alvor taget op igen med offentliggørelsen af Delors-rapporten i 1989, der blev grundlaget for indførelsen af den fælles valuta i 1999. De politiske realiteter tilsagde imidlertid, at finanspolitikken og andre væsentlige dele af den økonomiske politik skulle forblive nationale anliggender, mens pengepolitikken blev centraliseret.

Som et symbol på, at Bundesbanks pengepolitik skulle videreføres for euroområdet fik den europæiske centralbank, ECB, sæde i Frankfurt, mens det uden en fælles finanspolitik blev Vækst- og Stabilitetpagtens krav til udviklingen i nationalstaternes offentlige finanser og inflation, som skulle sikre den nødvendige økonomiske konvergens mellem de enkelte eurolande.

Divergens i stedet for konvergens

Det kommende årti skulle imidlertid vise sig snarere at byde på økonomisk divergens end konvergens mellem medlemsstaterne. En væsentlig årsag var, at procedurerne omkring de såkaldt uforholdsmæssigt store budgetunderskud, der skulle holde landene på dydens smalle sti, viste sig lette at underminere for de store lande Frankrig og Tyskland, da de havde problemer med at overholde konvergenskravene i begyndelsen af 00’erne. Og uden effektive sanktioner blev det simpelthen for let for politikerne at føre overbudspolitik og negligere behovet for at gennemføre nødvendige strukturreformer af bl.a. arbejdsmarkedet og pensionssystemet i de gode år, hvor illusionen om en Ny Økonomi (permanent høj vækst og lav inflation) levede i bedste velgående.

Tilbage til 70’erne

Som bekendt gik det grueligt galt efter finanskrisen, og nu skal der ryddes op. EU vedtog på topmødet i Warszawa i begyndelsen af oktober den såkaldte six-pack, som skal få den økonomiske konvergens tilbage på sporet, og den stærke fransk-tyske akse har sat kursen for en stram koordinering af finanspolitikken og hurtig implementering af barske strukturreformer i de hårdt gældsramte lande.

På den måde er vi faktisk nu med 40 års forsinkelse ved at vende tilbage til anbefalingerne fra Werner rapporten: Den økonomiske politik centraliseres – og det bliver i Berlin, Frankfurt, Paris og Bruxelles. At det er nødvendigt for at gøre Europa handlekraftigt er hævet over enhver tvivl. Om konstruktionen er holdbar vil kun fremtiden vise. Og at vejen frem er belagt med enorme forhindringer, er udmeldingen om den græske folkeafstemning blot et første tegn på.