Carl-Johan Dalgaard's Blog

• Kan man købe 80.000 arbejdspladser for 80 mia.?

  Oprettet af Carl-Johan Dalgaard d. 02. januar 2010 - i kategorien Andet
  Del |

  Forleden kunne Politiken bekendtgøre, at regeringen påtænker en ”historisk uset” investeringsoffensiv i kampen mod krisen og den voksende ledighed (link). Den historiske ekspansion er på 80 mia. kroner i 2009 og 2010. Målsætningen er angiveligt at mindske ledigheden med 80.000 individer (eller, om man vil, mindske stigningen i ledigheden med 80.000 personer). Men er det en realistisk målsætning?

  En lille bag-på-konvolutten beregning, hentet direkte fra 1. årsprøve, kan her være nyttig. Effekten på ledigheden, af en offentlig udgiftsekspansion, kan skrives:

  

  Hvor delta-u er ændringen i ledighedsprocenten, m er den finanspolitiske multiplikator, delta-G er ændringen i den offentlige aktivitet (80 mia), Y er BNP (ca. 1800 mia), og b er udtryk for sammenhængen mellem ændringer i ledighedsprocenten og BNP væksten (”Okun’s lov”). Sidstnævnte er illustreret i figuren nedenfor, ved brug af danske data for BNP og ledighedsprocenten for 1980-2002 (perioden er alene valgt ud fra hvad jeg har ved hånden i skrivende stund)??Hvis man trykker på OLS knappen finder vi en hældningen på ca. -0,6; hver gang væksten øges med 1 procent point falder ledighedsprocenten ca. med 0,6 procent. Så et rimeligt guesstimat for b er altså -0,6 (note 1). Så mangler vi bare m.

  Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at der har været en hidsig (international) debat om multiplikatorens størrelse. Robert Barro barslede i år med et papir der søger at identificere m (link); han finder m=0,7 for USA. Paul Krugman mener at vide, at Barro må ha tabt sutten (se her); igennem hans optik er multiplikatoren snarere i omegnen af 1.5. Ikke aldeles overraskende synes Barro at det er Krugman der har drukket af potten, og kalder m=1.5 for en ”voodoo multiplikator” (Fx: her). Det er alt sammen god underholdning, og desuden er der en substantiel underliggende videnskabelig debat der handler om økonometrisk identifikation. Men for ikke at tabe tråden lader vi detaljerne ligge. Senest har Robert Hall bidraget til debatten (link). Han opregner situationer hvor m kan være over 1 (helt op til 1,7), men afviser ikke m helt ned til 0,5.

  

  Okun’s lov: Danmark 1980-2002.

  Anm: Figuren viser ændringerne i ledighedsprocenten 1980-2000 vs. væksten i BNP (faste priser). Data fra World Development Indicators.
  

  Hvis vi nu starter med at være lidt pessimistisk anlagt, og dermed antager at Barro’s estimat er rimeligt for USA og retvisende også for Danmark, da finder vi at delta-u er ca. -2 procent point (= - 0,7*(80/1800)*100*0,6). Med en arbejdsstyrke på ca. 2,9 mio. individer, indebærer det en beskæftigelseseffekt på godt 54.000 personer. Temmelig langt fra målsætningen (note 2). Hvis vi i stedet giver den som en lille samfundsvidenskabelig solskinsprins og antager at m=1,7 er troværdig, da er der fest: ca. 131.000 beskæftigede. For at ramme 80.000 skal m være umanerlig tæt på 1.

  Om m i sandhed er 0,5 eller 1,7 for USA, så vil man nu nok forvente at multiplikatoren i et land som Danmark generelt er mindre. Importreaktionen på indkomstændringer burde fungere som et dræn på multiplikator processen, og importreaktionen burde være større i en lille åben økonomi som Danmark end for USA.

  En anden grund til, at man kan være skeptisk overfor en stor finanspolitisk multiplikator i dansk sammenhæng er holdbarhedsproblemet. Holdbarhedsproblemet blev ikke løst (fuldt ud) i de gode tider. Og med en foreslået gældsforøgelse på flere hundrede milliarder bliver problemet ikke just mindre. Finansministeren ønsker ikke at udtale sig om hvordan finanspolitikken bliver gjort holdbar og gælden tilbagebetalt. Det vil nemlig skabe usikkerhed. (Dét synspunkt er han, som bekendt, overhovedet ikke alene om; læssevis af politikere synes at mene det samme). Men det virker nu som et lidt pudseløjerligt argument, set fra en økonomisk synsvinkel. For hvis man ikke melder ud hvordan man har tænkt sig at ordne statsfinanserne, da kan (bl.a) virksomhederne jo kun være … usikre på hvordan dét vil ske….ikk? Gad vide hvad der i øvrigt kommer ud af deres overvejelser? Tja…det er jo også usikkert. Men siden der jo ikke er nogen pladsrestriktion her på bloggen kan vi jo passende overveje hvad fremadskuende virksomheder monstro vil gruble over.

  I fravær af velfærdsreformer (og/eller pludselige fund af p.t. ukendte oliereserver) er der egentlig kun to muligheder: højere skatter og afgifter, og/eller lavere offentlig forbrug. Begge dele vil gøre det mindre attraktivt at investere i dag, da tiltagene dæmper den indenlandske efterspørgsel i fremtiden hvor investeringen skal genindvindes og forrentes. Man kan dermed med rimelighed frygte, at usikkerheden om den finanspolitiske holdbarhed mindsker virkningen af de offentlige investeringer på den samlede aktivitet da de private investeringer fortrænges. (At optimismen så yderligere må formodes at blive dæmpet med udsigten til at snart sagt alle større EU lande bør stramme op på finanspolitikken allerede i 2010, gør jo ikke sagen bedre. Men den sag kan vi jo ikke gøre så meget ved. (note 3))

  Nå, hvad står der på bundlinen? Hvis man i praksis opererer med et m i forbindelse med udformningen af den økonomiske politik kan vi konkludere at den tilsyneladende antages at være omkring 1. Baseret på de empiriske estimater jeg har set er det vanskeligt at tro andet end at m i praksis er noget under 1 i Danmark. De direkte estimater jeg citerede ovenfor er for en (i makroøkonomisk forstand) lukket økonomi, og tyngden af evidensen peger i retning af et m på underkanten af 1. Danmark er imidlertid langt fra en lukket økonomi; m burde derfor være mindre. Hertil kommer holdbarheds problematikken. 80 mia. vil næppe kunne købe 80.000 jobs.

  Men hvor kommer formodningen om m=1 fra? Måske er den baseret på makroøkonometriske modeller såsom ADAM og SMEC? Hvis dét faktisk er tilfældet (og situationens alvor taget i betragtning) kunne det nu være trygt med lidt ekstern validering af indsigterne fra disse modeller. Så (også) ud fra en akademisk synsvinkel kunne det være rart med et studie, på danske tal, der overbevisende estimerer m. Måske er jeg bare uvidende? I fald der er læsere af denne blog der kender til et dansk overbevisende studie der sigter mod at identificere m vil jeg rasende gerne høre om det (eller, i fald min manglende viden er afgrundsdyb, dem).

  Måske kunne man også passende underrette vores politikere om, at de ikke bør sparke finansieringen af udgiftsekspansionen til hjørne. Ikke blot fordi det handler om velfærdsstatens fremtid; holdbarhedsproblemet og alt det dér. Men også fordi det må ventes at have indflydelse på m; den finanspolitiske effekt af udgiftsekspansioner der sigter mod at dæmpe konsekvenserne af finanskrisen. Holdbarhedsproblematikken er ganske sikkert ikke længere noget der vedrører det lange sigt. Eller… hvis det er… så er det lange sigt nu.

  -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

  Note 1: Hvis vi instrumenterer den danske vækst med vækst i England og Sverige ændres estimatet ikke væsentligt.

  Note 2: For en god ordens skyld: Man kan sagtens være endnu mere pessimistisk anlagt. Barro’s estimater vedrører udgifter forbundet med militær, hvilket han anser for at være den mest produktive slags offentlige investeringer man kan forestille sig. Men det er vist ikke forsvaret der står til at modtage 80 mia i ekstra bevillinger (selvom de måske kunne trænge til en go arabisk-dansk oversætter). Så mit gæt er at Barro ville være modstander af at anvende 0,7 som en multiplikator i en situation hvor vi skal ud og vedligeholde skoler.

  Note 3: I øvrigt … Nu har vi jo haft fat i Barro tidligere… hvis han har ret i sit resultat om ”Ricardiansk Ækvivalens” skal vi ikke bare vente at effekten på aktiviteten af den underskudsfinansierede investeringsoffensiv er mindre end 1. I så fald er den er nul.