Omfordeler skattesystemet overhovedet?

Der er meget fokus på skattesystemets omfordelende rolle når folk diskuterer velfærdsstaten. Mange opfatter nok den offentlige sektors skatteopkrævning som et af de vigtigste elementer i den samlede omfordeling af resurserne som den offentlige sektor står for i en velfærdsstat som den danske. Vi har jo et progressivt indkomstskattesystem.

Det danske skattesystem omfordeler selvfølgelig meget store summer mellem os danskere i den forstand at der bliver opkrævet store beløb i skat hvert år, og de der betaler denne skat får sjældent netop det samme beløb tilbage (i indkomstoverførsler eller offentlige tjenesteydelser) som de har betalt i skat. Men hvor meget påvirker skattebetalingerne den samlede indkomstfordeling? Eller sagt på en anden måde: Hvor progressivt er det samlede skattesystem overhovedet?

Figuren viser indkomstuligheden i Danmark (målt ved Gini-koefficienten) for årene 1983-2009 for tre forskellige indkomstbegreber, som de er opgjort af de økonomiske vismænd (tallene bag figuren findes på De Økonomiske Råds hjemmeside). Privat indkomst er summen af arbejds- og kapitalindkomst før skat for hver person – altså den indkomst man har, inden det offentlige kommer ind over. Man kunne også kalde det markeds- eller faktorindkomst. Bruttoindkomst er lig med den private indkomst plus alle indkomstoverførsler fra det offentlige som f.eks. SU, folkepension og børnefamilieydelser, igen før skat. Og disponibel indkomst er så lig med bruttoindkomsten minus de direkte skatter som kan henføres til det enkelte individ – først og fremmest almindelig indkomstskat, men også f.eks. aktieindkomstskat og ejendomsværdiskat.

Figuren viser de udsving der har været over årene, men her er det niveauforskellen mellem kurverne over hele perioden som jeg vil fokusere på. Gini-koefficienten er naturligt nok størst for den private indkomst, i gennemsnit er den ca. 42 over den betragtede årrække. Kigger man i stedet på bruttoindkomster, er fordelingen betydelig mere lige: Ginikoefficienten er faldet til 29. Når man går videre og ser på de disponible indkomster, falder Gini’en med yderligere knap 5 enheder til et niveau på godt 24 i snit. De seneste år har denne forskel i øvrigt været lidt mindre end set over hele perioden. I 2009 var forskellen således på lige over 4 pct.point.

Indkomstulighed målt ved Ginikoefficienten (ækvivalerede indkomster)

Så langt, så godt – figuren tyder på at den største påvirkning af indkomstuligheden som det offentlige forårsager, kommer fra udgiftssiden, altså fra overførslerne, men at skatterne også virker ved at trække yderligere i samme retning. Men nu er det jo ikke alle skatterne der indgår i dette regnestykke. Den største klump der ikke indgår, er de indirekte skatter. Det er forbundet med noget større usikkerhed at ville fordele indirekte skattebetalinger ud på enkeltpersoner, men såvel vismændene som finansministeriet har på forskellige tidligere tidspunkter anslået at Ginikoefficienten ville stige med ca. 3½ pct.point hvis man efter bedste evne indregner afgiftsbetalingerne og dermed beregner en ”disponibel indkomst efter indirekte skatter”. Det skyldes at lavindkomstgrupper typisk har en højere forbrugskvote end højindkomstgrupper, men også at deres forbrugsmønster er anderledes og den gennemsnitlige afgiftsbelægning dermed højere.

Det vil altså sige at med udgangspunkt i disse tal er det tæt på at afgiftsbetalingerne opvejer effekten på indkomstuligheden af de direkte skattebetalinger. Og dermed at det samlede skattesystem faktisk ikke ændrer nævneværdigt på indkomstfordelingen overhovedet, men omtrent er proportionalt. Det er nok et andet billede end de fleste har af den isolerede virkning af skattesystemet. Og udviklingen siden 2009 har formodentlig blot skærpet dette resultat. Fra 2010 er mellemskatten (som reelt var en art topskat) således bortfaldet, og det har formindsket progressionen i den almindelige indkomstskat.

Som med så mange beregninger der forsøger at sige noget centralt om den komplicerede virkelighed, kan de nævnte resultater diskuteres af mange grunde. Datagrundlaget er i nogle tilfælde usikkert, der er en del tekniske problemstillinger i beregningen af det ”rette” indkomstbegreb, nogle skatter som f.eks. pensionsafkastbeskatningen indgår under alle omstændigheder ikke ovenfor, uligheden målt i forhold til årsindkomsten som her er måske mindre relevant end målt i forhold til folks livsindkomster, osv. Alligevel virker det rimeligt at konkludere at når den offentlige sektor påvirker fordelingen af vores forbrugsmuligheder, skyldes det i altdominerende grad udgiftssiden på den offentlige saldo: Overførselsindkomsterne giver tilsammen en væsentligt mere lige indkomstfordeling. Og tager man endvidere hensyn til at det offentlige også stiller diverse tjenesteydelser (uddannelse, sundhed osv.) gratis til rådighed, har Finansministeriet for nogle år siden beregnet at dette sænker Ginikoefficienten yderligere med godt 5 pct.point. Selve skattebetalingen påvirker derimod ikke indkomstfordelingen synderligt – men den finansierer selvfølgelig den indkomstudligning som så finder sted når det offentlige giver pengene ud igen.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk