Studentermedhjælper til support af valutaforretninger

  • Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

    Har du lyst til at bruge dine engelskfærdigheder til at arbejde med valutaforretninger? Gør brug af din indre natteravn, når du om natten supporterer afvikling af valutaforretninger. Du får et spændende job ved siden af dit studie – og et springbræt til en videre karriere hos os.

    Danske Bank-koncernen er med i et internationalt afviklingssystem til valutaforretninger, der hedder Continuous Linked Settlement (CLS). CLS hører under afdelingen Settlement Services, der har ansvaret for at afvikle Danske Bank-koncernens valuta-, rente-, låne- og derivatforretninger med vores handelsparter.

    Du bliver en del af et team på 22 i afdelingen FX & Liquidity, der arbejder med likviditet og afvikling af valutaforretninger. Vi holder til i gode omgivelser i Høje Taastrup – tæt ved stationen.

    Internationale valutahandler
    Du etablerer og bekræfter valutahandler over telefonen med en lang række udenlandske banker. Du skal derfor være god til at tale og skrive engelsk. Derudover arbejder du med CLS og andre opgaver i forbindelse med vores FX-afvikling.

    Sammen med to kolleger arbejder du om natten, hvor valutaforretninger etableres og afvikles. Du arbejder fra 24 til 06 i to uger – derefter har du en uge fri.

    Motiveret og stabil studerende med gode engelskkundskaber
    Du er højst sandsynligt i gang med en finansiel uddannelse. Det vigtigste er, at du er god til engelsk og er en rutineret it-bruger. Samtidig skal du have det godt med at arbejde om natten – ind imellem også på helligedage.

    Så længe du er pligtopfyldende og har lyst til at prøve kræfter med afvikling af valutaforretninger, skal vi nok sørge for, at du får den nødvendige oplæring.

    Interesseret?
    Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at ringe til sektionsleder Niels Windekilde på 45 14 56 22.

    Send ansøgning og CV online senest den 14. september 2010.

    Danske Bank-koncernen er en af Nordeuropas førende finansielle virksomheder med over 20.000 medarbejdere i blandt andet Danmark, Norge, Sverige, Nordirland, Irland, Finland og Baltikum. Vi har fokus på konstant at udvikle vores medarbejdere og koncepter, så vi også fremover kan tilbyde vores kunder exceptionelle oplevelser inden for bank, forsikring, pension, realkredit, leasing og kapitalforvaltning.

    Husk at nævne, at du har set jobbet på altandetlige.dk